Dokumenteret effekt: Vælg en RotoBed® drejeseng for at undgå tryksår
Lisbeth Buhl, Ergoterapeut i Hjælpemiddelhuset, Aabenraa
Vi har afprøvet RotoBed® som del af et projekt. Formålet var primært at undersøge, om sengen kunne gøre en borger så selvhjulpen, at behovet for visiteret hjælp til at komme i/ud af seng kunne udsættes eller undværes helt. Sengen blev afprøvet hos 11 borgere, der stod for at skulle visiteres til hjælp, alle med positivt resultat.
Vi gjorde meget ud af at ramme målgruppen. Først med et indledende hjemmebesøg med en faglig funktionsudredning, COPM, baseret på borgerens egen vurdering. Dernæst en afprøvning af sengen i Hjælpemiddelhuset for at sikre, at borgeren formår at udnytte sengens funktioner. Et opfølgende hjemmebesøg lige efter udlån af sengen med en ekstra gennemgang af betjeningen og efter 3-4 uger endnu et hjemmebesøg med en slutevaluering.
Forebyg tryksår og knoglebrud
Risikoen for tryksår er nedsat, fordi der er mindre risiko for vrid og træk i huden både ved ind- og udstigning og i forsøget på at finde en god liggestilling. Sengen forebygger faldulykker, og borgere med osteoporose har færre smerter og lavere risiko for brud, fordi der er færre vrid i kroppen.
Det er godt givet ud at gøre et benarbejde i starten, så borgeren er introduceret til sengen og tryg ved at bruge den. Alle er blevet mere selvhjulpne og er rigtig glade for den frihed, det giver både dem og deres familie, at de igen selv kan stå op og gå i seng.
Mand og kone – ikke patient og hjælper
Det er borgere med kroniske diagnoser som Parkinson og slidgigt, som har en begrænset mængde energi til rådighed, og så er det jo ærgerligt at bruge den på at komme ud af sengen. De fleste er oppe i alderen, og deres ægtefæller har ofte fysisk svært ved at hjælpe til. Med en RotoBed® får parret bedre mulighed for at være mand og kone i stedet for handicappet og hjælper, så ægtefællerne er også rigtig glade for den.
Tryksår er smertefulde og rammer ofte sengeliggende patienter
Tryksår – også kendt som liggesår eller decubitus – opstår, hvor huden ligger tæt på knoglerne, eksempelvis på ryggen, hofterne og hælen, og skyldes et langvarigt pres mod huden og vævene lige under den.
Tryksår kan være meget smertefulde og kræver oftest langvarig behandling og pleje. En rask person vil ændre stilling op til 30 gange i løbet af en nat, men bevidstløse, lammede eller generelt svækkede mennesker er ikke i stand til dette og vil udvikle tryksår, hvis forebyggelse ikke påbegyndes.
Du er i øget risiko for at få tryksår, hvis du:
- Bruger kørestol og/eller tilbringer mange timer i din seng.
- Er oppe i alderen
- Har brug for hjælp til at udføre fysiske bevægelser, eksempelvis løfte benene op i sengen.
- Lider af en sygdom, der påvirker blodgennemstrømningen i kroppen, inklusiv diabetes og vaskulære sygdomme
- Har Alzheimer eller andre tilstande, som påvirker din kognitive tilstand
- Har sårbar hud
- Har problemer med inkontinens
- Ikke får tilstrækkelig næring og væske
Hvordan forebygger en RotoBed® tryksår?
Takket være drejefunktionen minimeres vrid og træk i huden, når brugeren skal ind i/ud af sengen. Dette reducerer risikoen for tryksår markant. Herudover kan RotoBed® leveres med kvalitetsmadrasser med dokumenteret beskyttelse og behandling af tryksår i alle 4 stadier.